Det har været et flot og spændende år for Ådalscenen.


Mange tak, til alle der har deltaget, både som publikum og ikke mindst som aktive hjælpere, til et eller flere arrangementer i løbet af året. I dette fællesskab, kan vi skabe en tradition, få en stor viden og bygge videre på vores sammenhold til gavn og glæde for den flotte scene og vores by.

 

Det har været dejligt at mærke og se denne opbakning. Se, hvordan vi kan løfte i flok og ikke mindst at opleve, at der er så mange i byen og omegnen, der kommer forbi, når der sker noget på scenen. Det er jo noget af det, som vi kan i Gislev.

 

Vi er en ny sammensat bestyrelse, som skal finde ud af, hvor vi skal hen, hvad vi skal bruge Ådalscenen til. Hvilke aktiviteter skal vi have, skal det være lokalt, hyggeligt og intenst fællesskab. Eller skal det være stort, pompøst og landsdækkende.


Hver for sig er det sikkert ikke nok, tilstrækkeligt eller alt for voldsomt. Så vi arbejder på et program til 2020, der dækker lidt af hver. Fremover vil vi meget gerne afholde hyggelige mindre arrangementer, som lægger op til, at vores by og nærmeste omgivelser, får nogle hyggelige aftner.


Vi vil også gerne afholde arrangementer, der får Ådalscenen til at række ud over det midtfynske. Vi vil gerne være et kendt kulturcenter. Et sted med et godt renommé, hvor publikum får gode oplevelser, være et kulturcenter der byder velkommen, hvor vi behandle vores publikum og kunstnere godt og professionelt, så også de vil sige god for os andre steder i Danmark.


Vi fik afholdt mange mindre arrangementer, og ved hver eneste, kunne vi lukke og slukke efter en dejlig dag eller aften. Disse gav et lille overskud, men det der er mere vigtigt er, at vi dækkede bredt og gav mange en dejlig oplevelse.


Vi spændte også buen noget mere. Vores store arrangement Ådalscenen Rock´er i slutningen af august var en prøve på, hvad vi kan.

 

Og vi kan, vi viste det og vi beviste det.


Det var et forrygende flot arrangement der klappede. Det fungerede godt, vi havde en stor opbakning af mennesker, der ville hjælpe. Stor opbakning fra flere af de lokale håndværkere, dejligt. Uden begge dele var og er det ikke muligt at lave de store arrangementer.


Den største udfordring til dette arrangement, var vores PR og dermed også et lille, alt for lille, antal der valgte at købe billet, til denne dag.


Set i lyset af dette, fortæller vi, at det gav et mindre underskud på knap 50.000 kr. På nuværende tidspunkt, har vi dækket størstedelen af det beløb ind. Vi har fundet en løsningen på resten. Det havde været sjovere uden denne udfordring, det er der ingen tvivl om, men vi tager nogle gode erfaringer med i den kommende planlægning af arrangementer på Ådalscenen.


I bestyrelsen har vi har haft mange gode snakke, om hvordan vi kan sætte store musikarrangementer op på scenen. Vi har snakket økonomi og genre, vi har snakket om PR og publikum. Det er der kommet mange spændende ideer ud af. I kan glæde jer til næste år, med både store og små arrangementer på Ådalscenen.


Vi er en ny og ukendt scene, der skal arbejde meget for at blive kendt i kunst og musikkredse – kendt blandt musikelskere. Det skal nok komme, det er vi sikre på.


Så snak om os – fortæl den gode historie – det er god PR for Ådalscenen.

 

Vi glæder os til at se jer, både foran og bagved vores pragtfulde Ådalscene i den kommende sæson – 2020.


Bestyrelsen for Ådalscenen Gislev kulturcenter

Pia Storm

Del:

Skriv en besked

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*